
Danske Prædikener Genfortalt
Danske Prædikener Genfortalt (www.danskepraedikenergenfortalt.dk) er en podcast med fokus på historiske prædikener. Projektet samarbejder med Danske Talers prædikenprojekt og Københavns Universitet. Formålet er at lade de gamle tekster komme til orde i genfortællinger. Samtalerne og genfortællingerne udkommer som podcasts, både her på siden og i gængse podcast-apps.
Optagelserne godkendes af de medvirkende, inden de offentliggøres. De korte musiksekvenser i optagelserne er indspillet og redigeret af Henrik David Mikkelsen.
Billedet, som ses på podcastserien, stammer fra den svenske kunstner Lenke Rothmans (1929-2008) skitsebog fra 1963.
Bag podcasten står jeg, Kristian Mejrup. Jeg er sognepræst i Thomas Kingo Kirke i Odense og kirkehistoriker. Har du spørgsmål eller kommentarer til projektet, er du velkommen til at kontakte mig.
Prædikengenren er en anvendelsens genre, og uden sammenligning den mest anvendte i dansk litteratur. Genren er både mundtlig og skriftlig. Podcastserien imødegår dette særkende ved at udarbejde mundtlige udlægninger af skriftlige kilder. Hver episode indeholder en samtale mellem en vært og en mikrofonholder, som præsenterer en prædikant og udlægger en udvalgt historisk prædiken.
Danske Prædikener Genfortalt
H.G. Clausen, gensynstrøst og udødelighed (3sep)
Oplysning er både et begreb, en periode i historiebøgerne og en brydningstid. I dette afsnit taler vi om sjælens udødelighed. Det gør vi med afsæt i H.G. Clausens prædiken til 3. søndag efter påske (Joh 16,16-22), hvor han fremhæver religionens evne til at trøste folk, som har mistet. Kun folk, som har mistet, kender til sorg, og kun religionen kan trøste dem, for den ved, at de døde har det bedre i efterlivet end de havde det i livet.
Den påstand er siden kritiseret, bl.a. af P.G. Lindhardt, som vi også kommer omkring i dette afsnit, som er optaget 28. april. 2025 i KU's Podcaststudie med teknisk hjælp fra Rene Lindekrone Christensen. Samtalen føres af Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup.
Henrik Georg Clausen (1759-1840) var oplysningsmand, prædikant og med til at grundlægge pastoralseminariet i København, hvor han underviste i homiletik. Prædikenen, vi undersøger, er fra trebindssamlingen: Prædikener, holdne i Frue Kirke i Kjøbenhavn (anden del, tredje oplag, 1813).