
Danske Prædikener Genfortalt
Danske Prædikener Genfortalt (www.danskepraedikenergenfortalt.dk) er en podcast med fokus på historiske prædikener. Projektet samarbejder med Danske Talers prædikenprojekt og Københavns Universitet. Formålet er at lade de gamle tekster komme til orde i genfortællinger. Samtalerne og genfortællingerne udkommer som podcasts, både her på siden og i gængse podcast-apps.
Optagelserne godkendes af de medvirkende, inden de offentliggøres. De korte musiksekvenser i optagelserne er indspillet og redigeret af Henrik David Mikkelsen.
Billedet, som ses på podcastserien, stammer fra den svenske kunstner Lenke Rothmans (1929-2008) skitsebog fra 1963.
Bag podcasten står jeg, Kristian Mejrup. Jeg er sognepræst i Thomas Kingo Kirke i Odense og kirkehistoriker. Har du spørgsmål eller kommentarer til projektet, er du velkommen til at kontakte mig.
Prædikengenren er en anvendelsens genre, og uden sammenligning den mest anvendte i dansk litteratur. Genren er både mundtlig og skriftlig. Podcastserien imødegår dette særkende ved at udarbejde mundtlige udlægninger af skriftlige kilder. Hver episode indeholder en samtale mellem en vært og en mikrofonholder, som præsenterer en prædikant og udlægger en udvalgt historisk prædiken.
Danske Prædikener Genfortalt
Mynster og pinse i urolige tider 1848-1850
Ved pinsetid udsender Gud sin ånd og det var der virkelig brug for i 1848, hvor den gamle verden sank i grus. Kirkens førstemand, biskop J.P. Mynster (1775-1854), navigerede skibet gennem oprørsperioden. Det skete i hans pinseprædikener 1848, 1849 og 1850, som viser landets førende prædikant både som vaklende og som sikkerhedens selv.
Optaget 26. maj 2025 i KU's Podcaststudie med teknisk hjælp fra Rene Lindekrone Christensen. Samtalen føres af Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup.